Fællesskaber og Modeller

Temaet var denne gang TPACK, SAMR samt lærings- og praksisfællesskaber. 

Efter en opfriskning af TPACK og SAMR modellerne med afsæt i designet af netop denne uddannelse, krydret med indlæg fra en en mere fagfaglig end didaktisk beskuende tilgangsvinkel til formidlerrollen, blev vores diskussion efterhånden drejet over med lærings- og praksisfællesskaber. Via de to nedenstående billeder fik vi en god snak om det at designe en uddannelse med det formål at efterstræbe og rammesætte uddannelsen således muligheden for skabelsen af et praksisfællesskab var tilstede.

Fra Hanne Søgaard præsentation om praksisfællesskaber

Som angivet på billedet er der tre hovedbyggesten hvis man skal gøre sig forhåbning om at rammesætte og drive et praksisfællesskab.

1. Fælles virksomhed - forhandling af rummet, gensidig ansvarlighed m.m.
2. Fælles repertoire - artefakter, historier, fælles værktøjskasse m.m
3. Gensidig engagement - engageret relationer, at gøre noget også i en  socialt kompleksitet og endelig at vedligeholde fællesskabet.

De tre hovedelementer er nødvendige og hvis et af elementer svækkes eller falder helt ud er der ikke tale om et praksisfællesskab mere.

Fra Hanne Søgaard præsentation om praksisfællesskaber

Med ovenstående i mente illustrere 2. billede de forskellige positioner deltagerne og facilitatoren ofte indtager i et sådant fællesskab.
I kerne grupper befinder facilitatoren sig gerne for at drive fællesskabet. Facilitatoren er omgivet at forskellige kernebidragsydere til processen. De er altid på. Omkring denne gruppe ligger de aktive. det er dem som ind i mellem kommer ind i kerne gruppen, men de bliver der ikke konstant. Man kan sige at de skærper aktiviteten, når de føler at de virkelig har en spidskompetence at byde ind med. Eller er de blot generelt aktive og deltager i debatten. Uden på denne gruppe befinder sig de deltagere som ikke giver sig så ofte tilkende i processen. Dermed ikke være sagt at de ikke er med, men blot at de er mere iagttagende end aktivt deltagende. Dette kan ofte hænge samme med person type og foretrukken læringsstil. Oplever man som facilitator at et sådant praksisfællesskab trænger til fornyet energi kan en outsider inviteres ind for en tid for at lave det man kan betegne som en passende forstyrrelse. Det kunne være en kollega med frisk inspiration eller måske en konsulent som agere som energiskaber i denne sammenhæng.

Sammenfattende kan anføres, at vi deltager i mange forskellige praksisfællesskaber f.eks. familien, i sportsklubben og måske på arbejdspladsen. At indgå eller skabe mulighed for et praksisfællesskab i en undervisningsmæssig sammenhæng, kræver for det første en uddannelse af en betydelig varighed - halve eller hele år for at der kan skabes en grobund for ovennæven faktorer kan komme i spil. For det andet kræver det et fantastisk godt uddannelses design fra facilitatorens side, med inddragelse af TPACK modellen i overvejelserne og for det tredje at underviseren er meget fokuseret på at vedligeholde fællesskabet når det først er sat på skinner. Man kan også hævde, at vi går ud og ind af forskellige fællesskaber afhængig af hvor vi er i vores liv og hvilke prioriteter vi har for nærværende og at det dermed er ret vanskeligt at holde folk i et praksisfællesskab, hvis det ikke er givende for den enkelte udfra den situation personen måtte befinde sig i.